dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Byrådsmedlem advarede direktør mod senere bortvist chef

En kommunal pris, som pludselig kunne forhandles, og en opsplitning af en opgave i tre for at undgå udbud gjorde Aarhus-politiker loren ved chef

AARHUS: Da Claus Pedersen, som i december blev bortvist fra Aarhus Kommune, tilbage i 2014 fik sit chefjob i Center for Byens Anvendelse, skete det trods advarsler fra næstformanden i teknisk udvalg.

Næstformand Ango Winther (S) advarede direktør Erik Jespersen mod at ansætte Claus Pedersen som centerchef i det nyetablerede center, fordi han havde haft flere dårlige oplevelser med ham, mens Pedersen var forvaltningschef i Natur og Vej Service (NVS). Det fremgår af den nye rapport fra Ernst & Young, som har fået en enig magistrat til at indstille  direktør Erik Jespersen til afskedigelse.

'Ango Winther havde efter det oplyste haft flere dårlige oplevelser, hvor Claus Pedersen var involveret, og han informerede efter det oplyste Erik Jespersen om to episoder,' står der i rapporten.

120.000 eller 70.000 kr.
Den ene episode var tilbage i 2011, da en omlægning af busruter betød, at nogle endestationer skulle fjernes. I sit civile job som køreplanlægger i kollektiv trafik rettede Ango Winther henvendelse til Claus Pedersen og indhentede en pris fra NVS på 120.000 kr. for at udføre arbejdet.

Det syntes Ango Winther var for meget, og derfor aftalte han med anlægschefen, at der skulle indhentes en kontrolpris fra et privat firma. Den lød på 70.000 kr., og derfor sagde man nej tak til tilbuddet fra Natur og Vej Service.

'I forlængelse heraf blev Ango Winther efter det oplyste kontaktet af en vejingeniør fra NVS, som spurgte, om opgaven havde været i udbud. Ango Winther bekræftede, at der var indhentet kontrolpris, hvortil vejingeniøren fra NVS efter det oplyste sagde 'hvis du havde sagt det, så kunne vi have gjort det billigere'', står der i rapporten.

Opgave delt i tre
Den anden episode handler om en opgave om at etablere to buslommer og en helle på en vej. Ifølge Ango Winther oplyste NVS, at de ikke havde tid til at lave den samlede opgave her og nu, og efterfølgende blev opgaven splittet op i tre bidder 'for at undgå at gå i miniudbud'. 

Derefter blev de tre opgaver ifølge Ango Winther udført umiddelbart efter hinanden, og prisen på hver buslomme endte med at overstige grænsen for miniudbud på 300.000 kr.

'Ango Winther oplyste EY, at episode 1 og 2 efter hans opfattelse illustrerer den måde, hvorpå Claus Pedersen drev NVS,' står der i rapporten.

Erik Jespersen har over for Ernst & Young bekræftet, at Ango Winther fortalte ham om den første episode, mens han ikke kan huske, om han har hørt om den anden.

På trods af advarslerne indstillede direktør Erik Jespersen og rådmand Kristian Würtz (S) Claus Pedersen til jobbet som centerchef. Det er ikke muligt at se, hvad Kristian Würtz har forklaret om episoden.

 

Læs mere om rapporten fra Ernst & Young:

Passivitet og videresendt mail: Derfor blev Aarhus-direktør fyret

 'Hej Claus, Fin golftid. mvh Erik'

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.